-
»Kæmpemegafonen« Kennedy ryster danske eksperter med tvivlsomme påstande om vacciner: »Hovedrystende«
المصدر: BDK Borsnyt / 07 أغسطس 2025 11:08:37 America/Los_Angeles
Danske eksperter er lettere rystede, efter at USAs sundhedsminister onsdag tog en opsigtsvækkende beslutning og leverede en lang række sundhedsfagligt tvivlsomme påstande om effekten af vacciner. »Hovedrystende,« lyder reaktionen kort og godt fra professor og vaccineekspert Jan Pravsgaard Christensen fra Københavns Universitet. »Det skaber en polarisering, og det kan påvirke den globale folkesundhed,« lyder det fra professor i global sundhed Flemming Konradsen. De danske eksperters reaktioner kommer, efter at den vaccineskeptiske amerikanske sundhedsminister, Robert F. Kennedy Jr., erklærede, at han har planer om at sløjfe føderal støtte på cirka tre milliarder kroner til videre udvikling af såkaldte mRNA-vacciner. Det skriver blandt andet BBC. Det var netop den type vaccine, der hastigt blev udviklet i coronapandemiens første år, og som flertallet af danskere modtog – fra producenterne Pfizer/BioNTech og Moderna. Kennedys beslutning kommer tilmed i kølvandet på en regulær bredside fra selvsamme minister mod et nyt og stort dansk studie, der ikke finder nogen øget sundhedsfare ved at anvende aluminium som hjælpestof i børnevacciner. Men det er i endnu højere grad sundhedsministerens parallelle udtalelser, der har vakt opsigt og bekymring i mange lægefaglige kredse: Blandt andet sagde Kennedy i forbindelse med aflysningen onsdag af 22 amerikanske vaccineforskningsprojekter, at »mRNA-teknologi udgør flere risici end fordele«. Samtidig sagde han, at de nye vaccinetyper »fejler« i deres beskyttelse mod sygdomme som covid-19 og influenza, samt at mRNA-vacciner »ansporer nye mutationer og faktisk kan forlænge pandemier«. Vi spørger Jan Pravsgaard Christensen, om Kennedy har ret i, at der er flere ulemper end fordele ved mRNA-vacciner. »Nej. Det har han ikke,« siger professoren. Han forklarer, at der indledningsvist var en vis bekymring for, om dele af mRNA-vaccinen kunne sætte sig i vores gener og for eksempel forårsage cancer. »Men det har man selvfølgelig testet grundigt, og der er ingen dokumentation for, at der kan gå noget galt her. Tværtimod er vaccinerne meget sikre og yderst effektive,« fastslår han. På samme måde afviser Jan Pravsgaard Christensen, at mRNA-vaccinerne »fejler« med hensyn til at beskytte mod smitte i de øvre luftveje – som Kennedy hævder: »Det er sandt, at mange blev smittet af corona efter at være blevet vaccineret. Men så var der typisk tale om milde infektioner i de øvre luftveje, hvorfor man ikke skulle på hospitalet. På samme måde var vaccinerede mindre tilbøjelige til at smitte deres sidemand.« Samtidig siger professoren: »Samfundsmæssigt vil jeg jo stadig mene, at det havde en stor gevinst at vaccinere, fordi de penge, vi brugte på vaccinerne, var langt mindre end det, vi skulle have brugt på hospitalerne, hvis vi ikke havde vaccineret folk.« Til gengæld er han ikke entydigt uenig i Kennedys udsagn om, at vacciner medvirkede til at forlænge coronapandemien. »Men det udsagn gælder kun, når få bliver vaccineret,« siger han og forklarer, at virus i højere grad får mulighed for at mutere og finde smutveje uden om immunforsvaret, hvis en større del af en befolkning ikke har opnået beskyttelse via vaccine. Som han siger: »Hvis tilstrækkeligt mange er vaccineret, vil det stoppe epidemien.« Endelig kalder Jan Pravsgaard Christensen Kennedys beslutning og udsagn for »et tilbageslag« for vaccineprogrammer. Kæmpemegafonen Kennedy Men så er der de afledte effekter. Professor i global sundhed ved Københavns Universitet og vicedirektør på samme område i Novo Nordisk Fonden Flemming Konradsen frygter, at de kraftige vaccineskeptiske signaler fra højeste niveau i USA kan brede sig som ringe i vandet kloden rundt. »Det er jo en kæmpe megafon, han har, så det kan blive meget magtfuldt og styrende for vaccinediskussionen over hele verden,« siger professoren om den amerikanske sundhedsministers højtråbende vaccineskepsis. Flemming Konradsen understreger, at der i store befolkningsgrupper under alle omstændigheder har været vaccineskepsis i årevis – også herhjemme, hvor en omstridt TV 2-dokumentar i 2015 fik tilslutningen til hpv-vaccinen til at falde. På samme måde var tilslutningen til covid-vacciner lav i mange lande under coronapandemien, båret af mistillid til regeringer og sundhedsmyndigheder. »Men jeg er bange for, at signalerne fra den nye amerikanske regering nu kan medvirke til at skabe så stor mistillid og angst, at endnu flere slet ikke får lyst til at møde op og modtage en vaccine,« siger han. Flemming Konradsen tilføjer, at sundhedseksperter verden over med nervøsitet følger udmeldingerne fra USA, og at Robert F. Kennedy Jr. »virkelig bør bruge sin magt med omtanke«. Er dansk studie »propagandastunt«? Endelig er der sundhedsministerens voldsomme kritik af det store vaccinestudie fra Statens Serum Institut. Studiet blev publiceret 15. juli i et lægefagligt amerikansk forskningstidsskrift og konkluderer – på baggrund af data fra over en million danske børn – at den lille mængde aluminium, der anvendes som hjælpestof i børnevacciner, ikke udgør nogen sundhedsfare. Men den konklusion er mildt sagt ikke faldet i god jord hos Kennedy, der i et åbent brev 1. august i det biomedicinske og selverklærede »kritiske« medie TS News blandt andet fyrede følgende salut af: »Et nærmere kig (på det danske studie, red.) afslører en undersøgelse så dybt mangelfuld, at den ikke fungerer som videnskab, men som et bedragerisk propagandastunt fra medicinalindustrien.« Anders Hviid, professor og afdelingsleder ved Statens Serum Institut (SSI), er en af forfatterne til studiet. Han kalder den amerikanske ministers angreb for »voldsomt«: »I første omgang tænkte jeg nok: ‘Skal jeg overhovedet svare?’« siger Anders Hviid til Videnskab.dk – og fortsætter: »Robert F. Kennedy Jr.s kritik er ikke formuleret særligt respektfuldt. Han skriver jo, at det virker, som om vi bevidst har lavet forskning for at vildlede – og det er jeg selvfølgelig helt uenig med ham i.« Anders Hviid endte imidlertid med at give svar på tiltale i det samme amerikanske medie. Her kalder han blandt andet det danske studie for »stort, gennemsigtigt, men ufuldkomment«. Samtidig fastslår han, at Statens Serum Institut i modsætning til Kennedys påstand er friholdt af kommercielle interesser og ikke har produceret vacciner siden 2017. https://www.berlingske.dk/videnskab/kaempemegafonen-kennedy-ryster-danske-eksperter-med-tvivlsomme-paastande